22.09.22

Jeg gik en tur rundt i Torrance, som er det område vi bor i. Jeg havde et ønske om at nå ned til vandet, og det tager en times tid at komme derned, men jeg nåede desværre kun at se vandet fra afstand, for Melvin ikke var lige så meget med på ideen som jeg var.. Det er svært at være forældre i en ny by, for hver gang jeg går ud af døren, må jeg være indstillet på, at jeg kan blive nød til at overskride mine egne grænser. Et sovende barn er ren idyl på en gåtur, men når han bare er utilfreds, er det ikke længere en dans på roser.

Men dejligt er det, at de 2 år stadig er værd at fejre, og at min sødeste Leon kommer med røde roser, selvom vi ikke har fået set hinanden så meget på sidste. Jeg må sige, at jeg virkelig ér glad for at vi tog turen over Atlanten, at vi ikke kun lyttede til den stemme der sagde, at det her var en absolut vandvittig ide, at man som førstegangs forældre skal have tid, ro, trygge rammer og familie tæt på. For selvom det er udfordrende, og der er mange ting jeg savner, så er det så vidunderligt at Leon får mulighed for at opleve en masse fede ting i hans praktik, at vi møder alle de her skønne og utroligt hjælpsomme mennesker, men bedst af alt er, at vi har kastet vores liv over i Guds hænder, og at vi nu oplever hvordan der er en mening med galskaben.